Labradoren besidder adskillige skønne karaktertræk: den er intelligent, nem at træne, og den er en dejlig familiehund. Den kræver moderat motion, men hvis den ikke får det, eller hvis den overlades til sig selv, kan labradoren blive destruktiv.
Labrador retriever modnes forholdsvis hurtigt og når voksenhøjde i 6- til 12-månedersalderen, men den kan fortsat vokse i bredden op til 2-årsalderen.
Størrelse:
Vægt:
Han: 29 – 36 kg
Hun: 25 – 31 kg
Skulderhøjde:
Han: 58 cm
Hun: 55 cm
Kendetegn:
Flagrende ører (naturligt)
Forventninger:
Energiniveau: Gennemsnitligt
Levetid: 10 – 12 år
Tendens til at savle: Svag Tendens til at snorke: Svag
Tendens til at gø: Svag
Tendens til at grave: Svag Socialt behov/opmærksomhedsbehov: medium:
Avlet til:
At være jagthund, der henter bytte (apporterer) i vand
Pels:
Længde: Kort
Kendetegn: Flad, dobbelt pels, tæt
Farver: Sort, gul, chokoladebrun
Generelt behov for pelspleje: Lille
Raceanerkendelse:
Udbredelse: Almindelig
Labrador retrieveren er en kraftigt bygget og solid hund. Den har et næsten firkantet udseende med en stærk krop og kraftige ben. Den maksimale højde for hannen er 60 cm, hvilket placerer den i kategorien mellemstørrelseshund, men dens kraftige bygning kan få den til at se meget større ud. Vægten går fra 38 kg for en stor han til 25 kg for en mindre hun. Hunde, der er avlet til feltarbejde, er ofte højere og noget tyndere.
Labrador retrieveren er nem at kende på sit brede hoved, sine hængende ører og sine store, udtryksfulde øjne. To af labradorens kendetegn er den tykke, men ret korte dobbelte pels, som er meget vandafvisende, og den velkendte “odderhale”. Halen er tyk og kraftig og stikker næsten lige ud fra den øverste kant. Poterne beskrives som havende “svømmehud”, da de har længere hud mellem tæerne, som er en hjælp, når den svømmer. Farven kan gå fra sort over chokoladebrun til rødgul eller næsten hvid.
Labrador retriever modnes forholdsvis hurtigt og når voksenhøjde i 6- til 12-månedersalderen, men den kan fortsat vokse i bredden op til 2-årsalderen. Mange labradorer når at blive 12 til 14 år gamle.
Personlighed:
Generelt er labrador retrieveren en dejlig familiehund, så længe man husker, at den skal have motion og træning. Denne hund blev avlet til arbejde, hårdt arbejde, og den elsker at få opgaver, den skal udføre, især apportering.
Labradoren er som regel god til at være sammen med andre hunde, andre kæledyr og børn, når blot træningen har nedtonet dens naturlige overstadighed. Den er en stærk hund og skal have noget lydighedstræning i en tidlig alder. Ellers kan man se, at den trækker sin ejer nedad gaden, som den vil.
På grund af dens energiske natur kan en labrador, der overlades til sig selv eller ikke får godt med motion, blive destruktiv – den kan tygge, grave eller gø meget.
De hunde, der er avlet til feltarbejde, har særligt høj energi, mens de, der er avlet til udstillingsbrug, kan blive totale sofahunde i en tidlig alder. Den kan finde på at tygge på ting, fordi den stærke trang til at hente ting (apportere) gør det til en besættelse at bruge munden. Solidt tyggelegetøj, motion og træning hjælper alt sammen på dette.
Som bofælle:
Labradoren har helt klart en række tiltalende karaktertræk, for ellers ville den ikke være så populær. Den er intelligent og ret nem at træne, delvist på grund af dens ønske om at arbejde for mennesker. Den er nem at passe og kan blive overvægtig, hvis den ikke får motion, og foderportionerne tilpasses efter dens behov. Labradoren er en dejlig familiehund, fordi den gerne vil være sammen med mennesker, og mange klarer sig ikke så godt som kennelhunde.
Labradoren vil gerne beskytte sin familie og sit hjem, men den hilser også selskab velkommen. På grund af dens stærke apporteringsinstinkt kan den give sig til at tygge ting i stykker, hvis den ikke får passende legetøj og styring. Labradoren kan finde på at gribe fat i folk med munden, og løsningen er simpelthen at give den et stykke legetøj, som den kan gå rundt med, for så er munden allerede fuld! Den er en meget stærk hund, og tidlig træning er nødvendig for at få en hund, der går pænt i snor.
Den skønne, dobbelte pels, som holder labradoren varm, når den apporterer i iskoldt vand, giver også denne race førstepladsen i fældning. Normalt klarer dens pels sig fint med en hurtig ugentlig pelspleje, men i fældningstiden er daglig pleje nødvendig. Hvor meget motion, den skal have, varierer efter, hvilken type hunden er: Hunde, der er avlet til feltarbejde, kan løbe hele dagen, mens hunde, der er avlet til udstilling, kun behøver moderat motion.
Historie:
Først i 1800-tallet blev nogle af de universalhunde, der blev brugt af jægere i Nordamerika (især Canada), sendt med skib tilbage til England. Mange af disse “vandhunde” var af newfoundlændertypen, men den mindre udgave blev ofte kaldt en st. john-hund. I England blev racen udviklet og forfinet (formentlig med indslag af den fladpelsede retriever) til den race, vi kender i dag.
Som det fremgår af navnet, blev labrador retrieveren avlet og udvalgt på grund af sine enestående evner til at hente (retrieve på engelsk) jagtbytte, især i vand. Den har arbejdet som andejægerens partner i alt slags vejr og under alle forhold. Dens intelligens og ønske om at arbejde som menneskets partner har ført til mange andre opgaver og til dens nuværende status som en populær hund. I dag udmærker labradoren sig som service- og førerhund, som familiehund, som sporhund for millitær og toldvæsen, som hjælper ved ildebrande, som eftersøgnings- og redningshund, og den er jagtkammerat og konkurrencehund.
Racens positive væsen har ført den helt til tops i popularitet i Amerika, og den beholder nok denne position. På trods af dens berømmelse som indehund, føler den sig endnu mere hjemme udendørs. Man bør altid huske, at labradoren i bund og grund er vandapporteringshund, og meget tidligt udviser hvalpene en stærk trang til at bære rundt på ting og en stærk tiltrækning til vand, ja selv vandpytter!
